Gotandpleje.dk weblog

plak på tænderne

Gingival plak er en sådan lokaliseret overvækst af mundhulens normale, fastboende bakterieflora. Den danner bløde belægninger, der sidder fast på tændernes overflade nær gingivalranden.
Det meste af plakken (75 %) er levende bakterier, som holdes sammen af en såkaldt intermikrobiel substans.
Plakken deles af praktiske grunde ved gingivalranden i en supragingival og en subgingival del

Den gingivale plak er en blandingsflora af mange forskellige bakteriearter, som alle får deres ernæring fra den intermikrobielle substans. Den supragingivale plak får mest sin næring fra spyttet og kosten, og den subgingivale plak får sin fra gingivalvæsken.
Det skal understreges, at plak kan dannes og vokse alene på næringsstofferne fra spyt eller gingivalvæske. Plakdannelsen er altså ikke afhængig af næringstilskud fra kosten; - men kosten påvirker plakkens mængde og sammensætning.
Lidt forenklet kan man sige,
- at tilførsel af sukkerstoffer med kosten ofte er ensbetydende med en kariesaktiv plak,
og
- at tilførsel af proteiner med spyt og gingivalvæske ofte er ensbetydende med en gingivitis- og parodontitisfremkaldende plak.

Supragingival plak er bakteriebelægninger på de kliniske tandkroner nær gingivalranden. Da gingivalranden kan ligge i forskellige niveauer, sidder plakken enten på tandemalje alene eller på emalje og rodcement
Den supragingivale plak skal have en vis tykkelse, før man kan se den med det blotte øje. Den fremtræder da oftest som en gullig-hvid, mat, ujævn belægning langs gingivalranden. I små mængder kan den kun ses ved at skrabe tandoverfladen med fx en sonde eller ved at indfarve plakken.

Plakken dannes på tandflader, fyldninger, kroner, tandreguleringsapparatur, proteser og implantater, - dvs. overalt, hvor der findes beskyttelse mod den mekaniske rensning fra tunge, læber, kinder og spyt eller fra mundhygiejniske indgreb.
Områderne langs gingivalrand og interdentalpapiller er - ligesom ujævne overflader på tænder og fyldninger - eksempler på steder, hvor supragingival plak ofte kan dannes og udvikle sig i fred og ro.
Tyggebevægelserne og spyttets skyllevirkning sætter ganske vist en grænse for, hvor tyk belægningen kan blive, før det yderste lag slides af og fjernes med spyttet. Men selv tygning af hård kost som æbler og gulerødder er kun i stand til at fjerne madrester og en overfladisk del af plakken.

Plak er hovedårsag til tandkødsbetændelse

Der har i 40 år været enighed om, - at ophobning af bakterier langs gingivalranden er nødvendig for at man kan få tandkødsbetændelse, - og at gingival plak er den vigtigste årsag til gingivitis og parodontitis.
Det ligger også fast, at uforstyrret supragingival plak gennemgår en udvikling og modning, som altid fører til dannelse af subgingival plak med klinisk synlig gingivitis som resultat.
Tilstedeværelsen af subgingival plak kan senere føre til, at gingivitis måske udvikler sig til parodontitis. Men det sker ikke altid; - og det er ikke muligt at forudsige, hvor det sker, hvornår det sker, eller hos hvem det sker.
Har man fået parodontitis, kan den udvikle sig langsomt og jævnt eller skifte mellem perioder af stabilitet og sygdomsaktivitet. Men det er ikke muligt at forudsige, hvornår der sker hvad.

I de almindelige former for gingivitis og parodontitis udvikler sygdommen sig uden tegn på, at bakterierne trænger ind i de gingivale væv. Det typiske er, at betændelse og vævsnedbrydning forårsages af subgingivale plakbakterier, der befinder sig i pochen.

Sygdomsudviklingen skyldes, at bakterier fra den normalt fredelige, fastboende flora bliver patogene, fordi forholdene er særligt gunstige for deres vækst. Det giver lokaliseret kraftig overvækst og uhensigtsmæssige forskydninger i bakteriefloraens sammensætning.
Det er ikke muligt at udskille en enkelt eller en gruppe bakterier som nøglebakterier, der er ansvarlige for parodontitis. Betændelsen skyldes et samspil mellem mange forskellige bakteriearter.

Da bakterierne kommer fra den fastboende flora, er det hverken muligt eller ønskeligt at fjerne dem fra mundhulen.
Indsatsen rettes derfor mod at ændre de økologiske forhold i pochen, så de patogene arter "udsultes" og balancen mellem vært og flora genoprettes.
Det gøres ved at fjerne plak og tandsten samt formindske pochen.